Margrete den Første

Da Valdemar blev konge i 1340 eksisterede Danmark praktisk taget ikke som selvstændigt rige - det meste af landet var solgt eller pantsat til en række tyske grever, og der havde naturligvis været uro i mange år. Ved hjælp af penge, listige aftaler og regulær våbenmagt lykkedes det dog efterhånden for Valdemar at få kontrol over Danmark igen og skabe ro i landet.

Men omkostningerne havde været store. Pengene kunne kun skaffes gennem høje skatter, og den megen ufred med tvungen krigstjeneste havde yderligere forringet bøndernes muligheder for at skaffe de nødvendige penge. Så friheden kostede dyrt, og Valdemar var ikke ligefrem populær i befolkningen. Samtidig var en pestepidemi - "Den sorte Død" - draget hærgende gennem Europa og havde udslettet omkring en tredjedel af befolkningen, så Danmark var på mange måder et rige, der var bombet tilbage til "år 0". Men de danske stormænd fik det bedre, så de var glade for Valdemar.

Det lykkedes bl.a. kong Valdemar at få de frugtbare og rige landsdele Skåne, Halland og Blekinge tilbage. De var tidligere blevet solgt til den svenske konge, Magnus Erikssøn. Valdemar Atterdags ambition var, at gøre riget lige så stort og mægtigt, som det havde været i vikingetiden.

Valdemar angriber Öland og Gotland.

I sommeren 1361 sejlede Valdemar med en stor flåde ind i Østersøen og erobrede Öland, uden det kom til kamp. Derefter vendte han sig mod Gotland med den rige og velbefæstede handelsby Visby. Da Valdemars tropper den 27. juli stormede i land, flygtede bønderne mod Visbys beskyttende ringmure. Men generationers uoverensstemmelser og indbyrdes stridigheder om handelen med udlandet betød nu, at Visbys borgere simpelthen smækkede byportene i og overlod bønderne til deres grusomme skæbne mod danskernes moderne og veludrustede hær.
Hen på eftermiddagen var det forbi. Efter et forfærdeligt blodbad lå tusindvis af lemlæstede lig foran Visbys ringmure - Gotlands bønder havde aldrig haft en chance. De mange lig måtte straks i jorden, inden sommervarmen fik dem til at lugte og tiltrak fluer og dyr, som kunne sprede farlige sygdomme.

Efter den knusende sejr, som Visbys borgere havde kunnet følge fra murene, regnede Valdemar med, at nu var også byen åben for ham. Men Visby var en særdeles stærk fæstning, og en belejring ville kunne trække ud i måneder. Men for at afværge en storm på byen og en eventuel belejring tilbød Visbys bystyre at gå ind under Valdemars "beskyttelse". Herved kunne de bevare en stor del af selvstyre og stadig kontrollere handelen, selvom danskerne formelt herskede over byen.
Valdemar accepterede forslaget og rykkede ind i byen. Men vel inden for murene befalede han byens borgere at fylde tre store vinfade med kostbarheder på byens torv som en "brandskat" i stedet for det krigsbytte, han ville have fået, hvis han havde erobret byen med magt.

Kontrol over Gotland og Visby betød samtidig kontrol over handelen i Østersøen. Det vidste Valdemar, og det vidste Hanse-købmændene også!
Tyskerne havde grundlagt en række handelsbyer ved Østersøens kyst. Byerne havde sluttet sig sammen i et forbund - Hanse-forbundet eller Hansa’en. Hanse-byerne aftalte, hvilke varer de hver især måtte handle med, og de delte handelsområderne imellem sig. På den måde undgik de at skulle konkurrere med hinanden. I 1300-tallet stod Hansa’en for det meste af handelen i Nordeuropa, og byerne var meget rige.

Hanse-købmændene havde støttet Valdemar i hans bestræbelser på at samle Danmark igen. Det var der to gode grunde til. For det første var de interesserede i stabile forhold i landene omkring Østersøen af hensyn til handelen. Desuden skulle de have kongens tilladelse til at drive handel, og efterhånden som Valdemars succes voksede, syntes han at være den rette mand at bakke op - ikke mindst fordi han havde været rimelig med hensyn til de afgifter, han afkrævede til gengæld. Lige indtil erobringen af Visby! Hvis Valdemar blev for stærk, ville afgifterne måske stige, og det bekymrede naturligvis Hanse-købmændene.

En svag, svensk konge.

At Valdemar i løbet af kun to år kunne erobre hele den sydlige del af Sverige, skyldtes først og fremmest, at den svenske konge, Magnus Erikssøn, var en svag konge. Hans magt var truet af både de svenske stormænd og af hans egne sønner.

Det var ellers startet så godt. Som konge over både Sverige og Norge havde han indsat sine to sønner som tronarvinger - den ældste, Erik, over Sverige og lillebroderen, Håkon, over Norge. Han havde indført en fælles lovgivning i Sverige, som havde været med til at fremme folks følelse af at være en del af en samlet nation - føle sig som svenskere.
Men han havde brugt mange penge - bl.a. på erhvervelsen af Skåne, Halland og Blekinge og på et par mislykkede krige. Midlerne havde han skaffet ved at inddrage private godser under kronen, og det havde naturligvis skaffet ham fjender inden for stormændenes kreds. Heller ikke kirken var gået ram forbi, så da Valdemar begyndte at rasle med sabelen, havde Magnus ikke meget at gøre godt med.

I 1356 lod sønnen Erik sig udråbe som Sveriges konge - med hjælp fra stormændene. Men allerede tre år efter døde han, så faderen kunne fortsætte som svensk konge.

En alliance.

Situationen var uholdbar for Magnus, og samme år som Erik døde, 1359, indgik han derfor en aftale med den danske kong Valdemar om en forlovelse mellem sin anden søn, Håkon, og Valdemars lille datter, Margrete, som på dette tidspunkt var seks år gammel.
Sådanne arrangerede ægteskaber var helt almindelige - forældrene bestemte og afvejede, hvad der bedst kunne betale sig rent politisk.

Imidlertid var Magnus’ trængsler ikke forbi. De svenske stormænd, som havde sat deres lid til Erik, forsøgte sig nu med Håkon. De hævdede, at tabet af Skåne, Halland og Blekinge skyldtes Magnus’ svaghed over for danskerne, og overtalte Håkon til at lade sig udråbe til konge af Sverige i 1362.
Magnus blev fængslet, men Håkon fortrød og sluttede forlig med sin far, hvorefter Magnus fik sit andet comeback. Samtidig forsøgte han igen at nærme sig Danmark og Valdemar Atterdag. Han behøvede nemlig en mægtig forbundsfælle i striden mod de svenske stormænd.
Som tegn på den nye alliance og venskab arrangerede de nordiske konger et bryllup. Den 9. april 1363 viedes prinsesse Margrete af Danmark og Håkon af Norge. Bruden var 10 år gammel og brudgommen 23.

Stormændene prøver igen.

Ægteskabet mellem Håkon og Margrete stillede de svenske stormænd i en vanskelig situation. Kong Valdemar kunne man ikke længere regne med som forbundsfælle, og derfor vendte man blikket sydpå.
Hanse-byerne havde med nogen bekymring set på tilnærmelserne mellem Danmark og Sverige. Valdemar måtte helst ikke få for megen indflydelse i Østersøen, så da en gruppe svenske stormænd drog til det tyske hertugdømme Mecklenburg i sommeren 1363, blev de vel modtaget.

Den 20-årige Albrecht af Mecklenburg fik tilbuddet om at blive svensk konge med støtte fra Hansa’en og de svenske stormænd. At Albrecht rent faktisk var oldebarn af den danske konge og - for ikke det skulle være løgn - nevø til den svenske konge (Albrechts far, hertugen af Mecklenburg var gift med kong Magnus’ søster) generede ingen. Familiebånd betød kun noget, hvis man havde fordel af dem!
Albrecht sagde ja, udrustede en stor flåde og sejlede om efteråret 1363 mod Sverige. Kalmar og Stockholm overgav sig uden kamp, og uden de store sværdslag blev Albrecht af Mecklenburg hyldet som svensk konge i februar 1364 - mindre end et år efter Margrete og Håkons bryllup. Ifølge loven skulle en svensk konge ganske vist være født i Sverige, men det blæste stormændene på.

Krig mod Danmark.

Da nu svenskerne var optaget af deres, benyttede Hanse-byerne sig af chancen til at vende sig mod Valdemar og hans voksende magt på handelsområdet. De sluttede forbund med Albrechts far, Hertugen af Mecklenburg, og de holstenske grever og sammen erklærede de så krig mod Danmark i 1364.

Det blev en underlig affære, som nærmest sluttede uafgjort efter 5 års strid. I begyndelsen så det sort ud for Danmark: fjenden erobrede København og de vigtigste byer langs Øresund. Men så erfarede Hansa’en, at hertugen og de holstenske grever havde lavet en hemmelig aftale om at dele Danmark mellem sig, når de havde vundet krigen. Hertugen af Mecklenburg skulle have Sjælland, og med sønnen som konge af Sverige var det jo en fed forretning! Lidt for fed, mente man blandt Hanse-købmændene. Hvis hertugens familie fik så megen magt, var man jo lige vidt! Næ, Danmark måtte ikke deles, og derfor sluttede Hansa’en fred med Valdemar, mod at Valdemar gav dem handelsrettighederne i Øresund i 15 år. Uden pengene fra Hansa’en kunne hertugen og greverne ikke vinde krigen, og de sluttede derfor også fred uden at have fået noget ud af det.

Kong Magnus i fangenskab.

Året efter kong Valdemars fredsslutning med Hansa’en forsøgte den svenske kong Magnus og hans søn Håkon (Margretes mand) at overtage magten i Sverige igen. Det mislykkedes, og Magnus Erikssøn blev taget til fange af Albrecht, og først efter syv års forløb lykkedes det Håkon at få sin far løsladt og bragt ham til Norge.

I vinteren 1374 døde Magnus Erikssøn efter at være blevet kastet over bord under en sejlads.

Nå, lidt må Håkon dog have været hjemme, for i 1370 fødte Margrete sønnen Oluf. Allerede 5 år senere dør Margretes far, Valdemar, og yderligere 5 år senere, i 1380, dør Håkon. Så pludselig er Oluf konge over både Danmark og Norge i en alder af 10 år - men med sin mor som regent. Flere penge i kassen. Som vi hørte, var Margrete en fattig regent. Det var først og fremmest de danske stormænd, der sad på flæsket. De skulle ikke betale skat til kongen, så efterhånden som de overtog mere og mere jord, kom der mindre og mindre ind i skat. Der var blot den hage ved det, at jord, der var skattepligtig - altså oprindelig ejet af kongen - ikke kunne overtages af stormændene. Det vidste Margrete og begyndte at undersøge de mange jordovertagelser. Hvis papirerne ikke var i orden, blev jorden beslaglagt og igen overført til kronen (i dag ville vi sige: til staten). Desuden indførtes regler om arveafgift, når en stormand overtog jord efter en afdød slægtning, så efterhånden kom der flere indtægter. Ved Valdemars død havde de holstenske hertuger besat Slesvig, men i stedet for at forsøge at tage området tilbage med magt, aftalte Margrete, at de kunne beholde det som et len under den danske krone. Således blev greverne hendes lensmænd og dermed mindre tilbøjelige til at angribe Danmark - og Margrete fik flere indtægter! Endvidere fik Margrete igen rådighed over de skånske borge, som Hansa’en havde overtaget ved fredsslutningen med Valdemar. Et mystisk dødsfald. I 1385 blev Oluf 15 år og dermed myndig. Han kunne kalde sig konge over Danmark og Norge - og kaldte sig desuden "den sande arving til Sverige" (han var jo barnebarn af Magnus Erikssøn).Margrete bestemte dog stadig det meste. Men så skete der noget uventet: den 3. august 1387 befandt kong Oluf sig på Falsterbohus slot i Skåne, og inden dagen var gået var han død! Ingen kunne forstå hvorfor.
Margrete fik liget bragt til Sorø, hvor Olufs morfar, Valdemar Atterdag, var begravet. Her blev Oluf balsameret. Hans hjerte og lever blev dog gravlagt i domkirken i Lund. Margrete så sin søn som efterfølger til Norges største helgen Oluf den Hellige.
Men der var noget uldent ved sagen - Olufs død var et mysterium, og rygter begyndte at svirre: Var Oluf blevet myrdet? Stod hans mor bag? Nogle år senere dukkede der pludselig en ung mand op, som kom fra Tyskland. Han hævdede, at han var Oluf, konge over Norge og Danmark. Han forklarede, at hans mor ikke havde villet frasige sig magten, og derfor havde hun planlagt hans død. Da hun dog ikke kunne få sig selv til at myrde sin egen søn, havde hun sendt ham væk og i stedet ladet en anden dreng myrde. Margrete reagerede prompte: Manden var en bedrager, og hun forlangte ham udleveret. Dette skete, og den påståede kong Oluf blev henrettet. Men rygterne var svære at komme til livs. Ganske vist havde manden indrømmet, at han var en bedrager, men på den tid var tortur almindelig ved forhør, og man kunne få folk til at indrømme hvad som helst. Desuden havde han under forhøret fortalt ting, som kun den rigtige Oluf kunne vide, og han omgav sig med masser af tjenestefolk. Desuden mente flere, at det var en underlig ussel gravsten, der var rejst i Sorø kirke - det var dog en konge over to riger, der var begravet her! Til Margretes forsvar talte, at Oluf havde været retmæssig konge, og hendes indflydelse ville forsvinde sammen med ham - hun havde altså intet at vinde ved sønnens død. Ikke desto mindre beholdt Margrete sin indflydelse og modstod også krav på tronen fra hertugen af Mecklenburg. Hendes magt blev i virkeligheden større, og kort tid efter Olufs død blev hun valgt til rigsforstander i Norge og Danmark. Oprør ulmer i Sverige. Albrecht blev stadig mere og mere upopulær i Sverige. De stormænd, der havde hentet ham op fra Tyskland, fortrød bitterligt, hvad de havde gjort. Men specielt bønderne var sure over det voldsomme skattetryk, som Albrechts fogeder gennemtvang. Gryden kogte over i forbindelse med en stor arvesag efter en af de rigeste mænd, der nogensinde har levet i Norden, Bo Jonsson Grip. Han døde i 1386 og ifølge hans testamente skulle hans enorme rigdomme forvaltes af en gruppe stormænd, som herefter ville have fået mere magt end kongen. Albrecht forpurrede planerne ved at henvise til en gammel lov, der bestemte, at al jord, som Bo Jonsson Grip havde erhvervet på uærlig vis, skulle tilbage til de retmæssige ejere. Stormændene henvendte sig til Margrete og bad hende jage "Ulven" ud af Sverige og selv overtage styret (plus en stor del af Bo Jonssons rigdomme!). Hun skulle dog forpligte sig at rette sig efter loven, Magnus Erikssøns Landelov, som var en af de fornuftige ting, den gamle svenske konge havde indført. Det lod Margrete sig ikke sige to gange. Albrecht havde fornærmet hende på det groveste ved at kalde hende "kong bukseløs" og forære hende en hvæssesten til sine synåle - så kunne hun sy, som det passede sig for en kvinde og overlade regering og politik til de mænd, som havde forstand på det! Margrete mødtes så med de svenske stormænd i 1388 og blev ved en højtidelig ceremoni udråbt til "Sveriges fuldmægtige frue og rette husbond". Margrete havde nået sit mål: Det var lykkedes at forene de tre nordiske folk - det havde ingen klaret før hende! Slaget ved Falköping. Da Albrecht hørte, hvad der var sket, samlede han en stor hær hjemme i Mecklenburg. Hæren blev sejlet over Østersøen ved juletid 1388 og landsat ved Kalmar. Albrecht rykkede nordpå for at redde fæstningen Axvalla, der lå ved en vigtig landevej mellem Danmark og Sverige. Den dansk-svenske hær havde belejret slottet et stykke tid, og den 24. februar 1389 mødtes de to hære ved Falköping.
Det blev en voldsom og jævnbyrdig affære, men efter at have haft overtaget i starten måtte Albrecht se sig slået, og han blev taget til fange sammen med sin søn. Margrete mødte sin værste fjende på Bohus fæstning og tvang ham til at afgive flere af sine borge.
Margrete havde dog ikke endeligt sejret endnu. Albrechts tyske venner havde kontrollen over mange byer, og i hovedstaden, Stockholm, ville de ikke overgive sig. De svenske rådmænd blev fængslet, og de tyske købmænd lod en stor gruppe svenske borgere spærre inde i et gammelt hus på en holm i skærgården, hvorefter de brændte huset af! Margretes hær belejrede Stockholm og tvang Albrecht til at skaffe forsyninger ad søvejen. Mecklenburgerne udrustede derfor en sørøverflåde til beskyttelse af forsyningsskibene, og denne sørøverflåde hærgede herefter langs danske, norske og svenske kyster i seks år! Først i 1395 lykkedes det at få en ende på balladen. Naturligvis i samarbejde med Hansa’en, som med stigende bekymring havde set sørøveriet rase omkring dem. Både dronningen og Hansa’en ville have Mecklenburgerne ud af Stockholm - Margrete på grund af magten i Sverige og Hansa’en på grund af handelen med Stockholm! Albrecht blev løsladt, og Stockholm blev befriet for tyskerne, men der skulle gå endnu en halv snes år, før sørøveriet endeligt ophørte i Østersøen Dronning Margrete var nu næsten 50 år og Nordens mægtigste kvinde. Arvefølgen. Men hvem skulle til sin tid efterfølge Margrete? Oluf var død, og der var ikke det mindste tegn på, at den ambitiøse og egenrådige dronning havde nogen som helst plan om at dele magten med en ny mand! Ikke desto mindre måtte arvefølgen sikres. Albrecht af Mecklenburg var besejret, men det var et faktum, at han var Valdemar Atterdags oldebarn, og derfor kunne man forvente, at familien ville gøre krav på Norden efter Margretes død, hvis ikke hun fandt på noget. Det gjorde hun så! Margretes storesøster, Ingeborg, havde et barn mere udover den gamle hertug Albrecht ("svenskekongens" far) - nemlig en datter, Marie. Hun var blevet gift med Vatislav af Pommern, og de havde en søn ved navn Bugislav. Bugislav var altså også oldebarn til Valdemar - ganske vist på "spindesiden", men alligevel. Dronning Margrete adopterede Bugislav, som fik et nyt navn, der var lidt mere "nordisk", nemlig Erik. Da var Erik kun seks år, og i januar 1396 blev Erik så valgt til Danmarks konge. Et halvt år senere blev han hyldet som svensk konge, og knapt et år senere, d. 17. juni 1397, blev Erik af Pommern i den svenske by Kalmar kronet til konge over Danmark, Norge og Sverige. Erik var da 15 år, og gæt, hvem der egentlig bestemte... Kalmarunionen. Kroningen af Erik i Kalmar i 1397 var kun det ene punkt på dagsordenen. Margrete ville have de tre landes stormænd til at skrive under på en union - et forbund, der skulle sikre fred i Norden og en fælles front mod andre lande. De tre lande skulle dog bevare friheden til selv at bestemme over forhold, der kun berørte eget land. Der var altså to dokumenter, der skulle underskrives - eller rettere: hvor man skulle sætte sit segl under.

Mange var for unionen, men der var også mange modstandere, og i årene efter var der megen vrøvl og ballade, ikke blot landene imellem, men også i de enkelte lande. Ikke desto mindre holdt Kalmarunionen i mere end 100 år - helt frem til 1520, hvor Christian d. 2. begik en af Danmarkshistoriens større dumheder.
Selv om Margrete og stormændene var uenige om meget, skabte Kalmarunionen frem for alt fred mellem de nordiske lande - vel at mærke en fred, der varede også efter Margretes død - i næsten 50 år.

Margrete indførte, at kun kongen, eller dronningen!, kunne træffe afgørelser om unionen, og så indførte hun reel arvefølge til tronen. Herefter skulle en ny konge ikke vælges af stormændene. Den afdøde konges ældste søn arvede automatisk riget.
De tre nordiske riger udgjorde i middelalderen det største i Europa. Af de tre lande var Danmark det folkerigeste (i Danmark boede lige så mange mennesker som i Sverige og Norge tilsammen). Desuden var beliggenheden tættest på Europa, så København blev det naturlige sted, hvorfra riget blev styret.
At styre dette enorme rige krævede naturligvis mange betroede mænd - fogeder. De bestyrede hver et lille stykke af landet på Margretes vegne og adlød kun hende. Især i Sverige havde både Magnus Erikssøn og Albrecht begået fatale fejl ved at lægge sig ud med de lokale stormænd - og de var begge blevet sparket ud på den baggrund.

Margrete ønskede ikke at gentage disse fejl.

Hun udpegede danske fogeder, som var loyale over for hende, til gengæld sørgede hun for, at de kom fra Skåne, Blekinge eller Halland, så de forstod og talte svensk.
Margrete betjente sig for en stor del af princippet "del og hersk". Det betyder kort fortalt, at man skaffer sig magt ved at sætte andre op mod hinanden.
Hvis Margrete fandt det nødvendigt at beslaglægge dele af en stormands besiddelser for at skaffe penge til statskassen, sørgede hun for at der faldt lidt af til kirken. Adelsmændene blev sure, men præsterne blev glade. Og bønderne? Ja, de har vel altid ment, at "de store" kunne klemmes lidt mere.

Forholdet til kirken.

Margrete forstod til fulde vigtigheden af at fremstå som en from kvinde og i det hele taget bevare et godt forhold til kirken. Den katolske kirkes magt i middelalderen kan næppe overvurderes. Hverken på det jordiske plan (penge, besiddelser) eller på det himmelske (tilgivelse for vore synder, sjælens frelse) var kirkens repræsentanter personer, som en konge eller dronning kunne tillade sig at ignorere. Ved pavens hjælp lykkedes det bandt andet Margrete at få indsat en dansk ærkebiskop i Sverige.

Specielt klosteret i Vadstena nød godt af Margretes interesse. Det var jo her hun var blevet opdraget hos Den hellige Birgittas datter, Märta. Hendes barndoms legekammerat, Märtas datter, Ingegerd, blev da også klosterets første indviede abbedisse (forstander).

En kone til Erik.

I 1401 blev Erik myndig og kunne faktisk selv overtage styret. Men Margrete var ikke helt af samme mening. Hun var kun 48 år og mente i øvrigt, at Erik burde gifte sig først.
Margrete kiggede sig omkring: De tyske hertugdømmer havde hun haft en del dårlige erfaringer med, men over vestpå, i England, havde Henrik d. 4. en datter, der kunne bruges. Hun hed Philippa. Udsigten til at få sin datter gift med kongen over Europas største rige gjorde Henrik positivt stemt for sagen, og i 1406 forlod Philippa England for at møde Erik i Bergen i Norge. Han var 24 og hun var 13.

Et par hængepartier.

Margrete kunne se ud over et stort og rimeligt velordnet rige - bortset fra to områder, som hun gerne ville have fingre i: Gotland og Slesvig.
Gotland var blevet overtaget af en tysk ridderorden, og et nordisk angreb i 1403 mislykkedes. I stedet købte Margrete øen af de tyske riddere!
Slesvig var vanskeligere. Området var under kontrol af de holstenske grever. Til Margretes held blev en af dem dræbt under et bondeoprør, og da slægtningene begyndte at rives om boet, bad enken Margrete om hjælp. Margrete hjalp enken, men tog sig særdeles godt betalt i form af godser og land, som hun lokkede enken til at sælge. De andre grever forsøgte at købe landet tilbage, men forgæves. Margrete havde fået foden indenfor, og det kom til åben strid.

Ved en fredsslutning i 1412 måtte de holstenske grever afstå det meste af Slesvig til Margrete.

Margretes politik.

Under sin opvækst havde Margrete haft rig mulighed for at studere alle de fejl forskellige magthavere kunne lave.
Krig var ikke altid en god løsning - man kunne tabe! Ens tropper kunne gå over til fjenden (husk, at der var tale om lejesoldater)! Pest og sygdomme kunne gøre soldaterne ukampdygtige! Krig var dyrt! Landskabet og markerne blev ødelagt! Handelen gik i stå!
Så var det bedre at forsøge at forhandle med modstanderne.


Velkommen til et lille stykke danmarkshistorie. Nærværende dokument er resultatet af et undervisningsforløb i historie på folkeskolens mellemtrin. Måske kan andre også have glæde af teksten. Under alle omstændigheder handler det om en tid - og nogle personer - hvor det nordiske var et stærkt og konkret politisk ønske - frem for det store, utopiske, europæiske babelstårn, vi bakser med i dag. Læs selv videre...eller hent artiklen i PDF-format.
TIP: Hvis du vil læse PDF-filer, skal du have Acrobat Reader installeret. Hvis du ikke har, kan du hente den hér: Den er gratis.
Margrete den Første, fuldmægtig frue og husbond

	Vigtige årstal: 1363: Margrete bliver gift med Håkon af Norge. 1375: Valdemar Atterdag dør, og Oluf - Margrete og Håkons søn - bliver konge af Danmark. 1380: Håkon dør, og Oluf er nu også konge af Norge - 10 år gammel. 1387: Oluf dør under mystiske omstændigheder. 1388: Margrete vælges til regent i de tre nordiske lande. 1388: Erik af Pommern bliver norsk Konge. 1389: Slaget ved Falköping. 1396: Erik af Pommern vælges til konge af Danmark og Sverige. 1397: Kalmarunionen. 1397: Erik af Pommern bliver unionskonge. 1401: Erik af Pommern bliver fuldmyndig konge, men Margrete er den faktiske regent. 1406: Erik af Pommern vies til Philippa af England. 1408: Margrete tilbagekøber Gotland fra Den tyske Orden. 1412: Margrete den Første dør, 59 år gammel.