2004
Når man lister rundt i udestuen, forsigtigt for ikke at skræmme fuglene, kan man godt føle sig lidt idiotisk. Jeg mener, hvem er det, der bor her? Nå, det går endda, det meste af tiden er de lidt ligeglade, fuglene – bare der er mad nok! OK, visse arter er mere sky end andre, men selv de mest frygtsomme sidder tilsyneladende på lur, når det er tid til at fylde nye forsyninger på automaten – næppe har fodermesteren rundet hjørnet, før de første Grønirisker og Skovspurve genoptager æderiet. Vi ved ikke om de hamstrer, men med lidt hjælp fra kolleger tømmer de snildt, hvad der svarer til et kilofrø i døgnet! Skulle der være en Blåmejse, som formaster sig til at forsøge at gøre sig til gode med lidt hasselnød, bliver den brutalt jaget væk.
Forleden steg mystikken: Vi troede, vi havde styr på de fleste af vore logerende, men så dukkede en lille pjusket fjerbold op. Den var gråbrun med en smal, kløftet hale og så ud, som var den blevet tørret ved lidt for høj temperatur.
Bøgerne var ikke til megen hjælp, og nabokonen, som oven i købet er medlem af DOF, heller ikke – og hun ved ellers en masse om fugle og tager til Sverige for at spotte Havørne og alt muligt!
Nå, vi var enige om, at det nok var en hun af en eller anden art – de er jo næsten altid brunlige og mere eller mindre ens (i modsætning til mennesker, hvor det er hannerne der er ens, og hunnerne der optræder i sjældne farver).
Men så kom løsningen i form af en fin lille fugl med rød kalot, rosa bryst og de samme tegninger på vingerne: en Gråsisken!
Sådan en havde vi aldrig set før, og nu er den nærmest stamgæst! Der er et par – og så er der den lille forpjuskede. Som regel er den ved automaten alene (det foretrækker den), og så nærmest lægger den sig ned og spiser hampefrø til den er ved at revne. Så skubber den sig til rette og tager et hvil – som om den stadig ikke helt er kommet sig over den lange tur fra Sibirien, men er taknemmelig over, at der var en foderautomat ved endestationen.
Højt hævet over disse dramaer suser en sanger rundt i birketræet, mens en tyk Ringdue lægger aftenturen forbi for at samle op fra græsset, hvad de iltre finker (og fodermesteren) har spredt, og Solsorten (både han og hun!) gør sit til at decimere plænens regnormebestand.
Lutter idyl?
Næ, livet er ikke kun flyvning, fjant og fuglefrø...i naboens store piletræ opdager vi en (anden) ivrig iagttager: Spurvehøgen. Det bliver dog ikke til spurvesteg denne gang, men man kan aldrig vide sig sikker.