Dagbog
Februar, 2011
Solango i knibe
På en rutinepatrulje d. 28. januar 2011 mødte dyrepasserne Solango, som – ifølge med en anden elefant, Burra - desperat forsøgte at komme hjem til indhegningen på tre ben. Han var ude af stand til at bruge højre bagben og syntes helt klar over, at han behøvede hjælp fra den ”menneskefamilie”, der havde hjulpet ham igennem de første år af hans liv. Et så alvorligt handikap hos en ung elefant ville have gjort ham til et let bytte for nationalparkens sultne løver.
Dyrepasserne fulgte Solango på den sidste del af den tydeligvis lange og smertefulde tur tilbage til indhegningen, hvor han søgte direkte ind i det el-sikrede aflukke, hvor han havde haft sin base som forældreløs unge.
Han havde ingen ydre skader, men bagbenet var voldsomt hævet som efter et brud eller en alvorlig forstuvning. Der var heller ingen tvivl om, at turen tilbage havde været udmattende, for da Solango havde spist og drukket, lagde han sig og sov i 12 timer!
Da han vågnede måtte dyrepasserne hjælpe ham på benene igen, og han kunne slet ikke støtte på det beskadigede ben.
Dyrlæger blev konsulteret, og det blev frarådet at anvende smertestillende medicin, da Solango så ville overhøre kroppens signaler om at tage hensyn til skaden. Antibiotika blev også frarådet på grund af evt. bivirkninger, og man nøjedes med almindelige kosttilskud og så tiden an.
Den gode nyhed er, at efter et par ugers forløb var der en synlig forbedring. Solango kunne nu støtte på benet og gå rundt i indhegningen.
Her i midten af februar er hævelsen faldet betydeligt, og der er grund til at tro, at Solango snart er på ret køl igen.
En fantastisk historie, der viser hvor intelligente elefanter er. På dette tidspunkt, hvor Solango er 9½ år, har han færdedes med sin gruppe i den østlige del at nationalparken i fire-fem år. Alligevel formår han i en nødsituation at finde tilbage til trygge omgivelser for at søge hjælp.
2002 - 2012
Solango kom sig hurtigt i "børnehaven" og voksede op til at blive en glad og legesyg elefantunge. På centeret bestræber man sig på, at sætte elefanterne ud i det fri igen, og derfor er det vigtigt, at man sammensætter grupper af elefanter under ledelse af en fører-hun. Der er elefanter i forskellige aldre, lige som det ville være tilfældet i naturen. Solango knyttede sig særligt til en anden han, Burra, som også var den elefant, der fulgte Solango tilbage til centeret i januar 2011, hvor han var kommet til skade. En anden god ven er Seraa, en hun som blev fundet i det samme vandhul som Solango, og som muligvis stammer fra den samme oprindelige hjord, som måtte efterlade Solango i vandhullet.
I en alder af 2 år blev Solango og Burra del af en gruppe, som blev flyttet ud fra centeret. Disse grupper bliver fulgt tæt af opsynspersonale, men er ellers overladt til at klare sig på egen hånd - eller snabel!
Solango er nu - i 2012 - på vej ind i puberteten og klarer sig fint, altså bortset fra når han lige brækker benet.
Herunder ses et lille galleri med fotos af Solango og hans venner:
2001
Sådan gik det til:
Kenyas nordlige højsletter er et barskt, solsvedent landskab med vanskelige livsbetingelser for såvel vilde dyr som mennesker og tamkvæg. I regntiden dannes naturlige depoter af regnvand i klippernes revner og huller. Disse vandhuller er livsnødvendige for dyr og mennesker i tørketiden, og konkurrencen er hård. Om dagen er det først og fremmest mennesker og kvæg, som nyder godt af de kostbare dråber. Først om natten får områdets vilde dyr lejlighed til at stille deres tørst. Blandt de dyr, som vandrer langt omkring i deres søgen efter vand og føde, er elefanterne.
Solango var fire uger gammel, da han ankom til et sådant vandhul som et af de yngste medlemmer af sin flok.
Vandhullets sider var stejle og mudrede, og det var vanskeligt at finde fodfæste. Samtidig var der en puffen og masen fra de voksne elefanter, og på et tidspunkt gled Solango og en anden elefantunge ned ad den smattede skråning og havnede i vandet.
Senere på natten er flokken draget vider, og de to unger blev efterladt i vandhullet, hvor de det følgende døgn forsøgte at holde sig oven vande.
Et medlem af den lokale Samburu-stamme opdagede de to uheldige elefantunger, og det lykkedes at bjærge den ene – den anden var i mellemtiden druknet.
I første omgang forsøgte man at finde en elefantflok, som måske ville acceptere den overlevende unge, men da det ikke lykkedes, kontaktede man David Sheldrick Fonden i Nairobi. Med besvær blev der lejet en helikopter, og Solango blev fløjet sydpå til Tsavo Nationalparken d. 23. oktober 2001.
Det var ved ankomsten hertil, at elefantungen fik navnet SOLANGO, som er Samburu-folkets ord for ”vandhul”.
Hvor heldig Solango var, finder han formentlig aldrig ud af, men havde det ikke været for Ian Craig, som tilfældigt var på de kanter for at diskutere "øko-turisme" med Samburu krigerne, ja så havde der ikke været adgang til radiokommunikation og dermed redning. Heldigvis er Samburu folket ikke karrig med hjælp til nødstedte dyreunger - i modsætning til visse andre stammer i området.
Solangos døgnlange ophold i vandhullet har heldigvis ikke påført ham andre skader end en alvorlig solskoldning på ører og nakke…derfor tæppet!
På dette kort kan du se, hvor SOLANGO blev fundet - klik på "nålen" til venstre lige under N'et i KENYA.